|
Det øjeblik på året, hvor der er (næsten) komplet balance mellem dag og nat, lys og mørke, over hele jordkloden. Et astronomisk vendepunkt hvor lyset tager over. Naturen vågner, alt spirer og der er så meget kraft overalt, at man næsten bliver overvældet - og nogle oplever enddog forårstræthed. Et udtryk min farmor lærte mig.
Hun led under dette for mig, mærkelige fænomen, hvert år. Hun blev aldeles udmattet når solen pludselig var så stærk, når haven eksploderede og der ellers var så meget der skulle gøres i hendes elskede have. Hun var måske nok en sart og følsom sjæl, under sin anstændige, gudsfrygtige og hårdføre facade, som mange havde svært ved at trænge ind bag.
Hun og min farfar levede et slidsomt og spartansk liv. De var begge opvokset på landet under trange kår, og havde ingen uddannelser. Hun fik forskellige jobs som rengøringskone, han diverse arbejdsmandsopgaver. De købte et hus men måtte leje det ud, for selv at bo på et værelse for at få smør på brødet. Senere, mens jeg var lille, boede de til leje i en lille landsby, hvor jeg har lykkelige minder fra. Det var altid min farmor der passede mig, når jeg var syg. Lejemålet havde delt baggang og badeværelse, og min farmor, der ikke var meget for at være til besvær for naboen, brugte derfor badeværelset sjælden - og gav mig derfor en spand på køkkengulvet, når jeg skulle på toilettet. Jeg husker stadig fornemmelsen af spandens hårde kant mod lårene.
Der har aldrig været ødslet med noget i deres liv, jeg husker for eksempel ikke at de nogensinde købte nye møbler eller tøj.
Selv i 1990'erne undte min farmor ikke sig selv mange moderne bekvemmeligheder. Hun fik et brusebad om sommeren, når det var varmt nok på terrassen i det sommerhus hun boede i, til at udendørsbruseren kunne anvendes. Men om vinteren foregik den daglige vask ved håndvasken. Hun duftede altid af sæbe og Vanderbilt ;)
Når jeg kom på besøg alene fra jeg var 18-20 år, delte vi en øl på terrassen - det elskede hun. Og hun serverede som treat Mariekiks med smør og pålægschokolade. Hun nød tydeligvis bare at sidde der med mit selskab, og ind i mellem voksede fortroligheder ud af stilheden. Særlige øjeblikke, hvor hun åbenbarede nye sider af sig selv, delte sit syn på universet og livet.
Men så når der var gået lidt, afsluttede hun prompte; "Nå, nu skal jeg ikke tage mere af din tid. Du skal videre." Men hun var der altid, og havde altid tid. Og jeg mærker, hun er omkring mig stadig, som min skytsengel.
Hun døde for næsten 20 år siden, men jeg taler stadig med hende nu og da. Og ind imellem opdager jeg, hvor meget hun egentlig var i kontakt med det spirituelle, det nedarvede og jordens visdom, når jeg støder på begreber og visdom fra yogafilosofi, shamanisme, kinesisk medicin og astrologi, hun har fortalt mig om, for så mange år siden. Hun vidste, der var et kæmpe energiskifte ved jævndøgn. Hun vidste også at man kunne se sygdom og ubalancer i øjnene og på tungen. At man ikke skulle drikke noget til sin mad, men gerne før. At man hvert 7. år går ind i en ny livsfase.
Og så samlede hun på firkløvere til sine børnebørn, som hun pressede i en bog og vedlagde vores fødselsdagskort med de obligatoriske 50 kroner.
Måske vakte hun i virkeligheden helt fra lille min spirituelle nysgerrighed, og tro på noget større; vores egen guddomelige kraft. Hun havde dog ikke de store tanker om sig selv eller andre måder at leve livet på. Måske var hun ikke helt lykkelig, men blot jævnt tilfreds som det var, i det simple liv hun levede.... Måske TURDE hun ikke lukke lyset ind, hun var jo et væsen der holdte så meget igen på sig selv - og DERFOR blev hun måske så træt ved foråret. Ved alt det lys. Al den livskraft.
Jeg tænker ofte på hende, når jeg tager på min daglige rituelle morgentur på græsset i haven. Mærker universet omkring mig og over mig. Forbinder mig med det hele. Det er som at indstille den helt store termostat - jeg mærker mig selv, som en del af det hele og tilpasser mit system til det.
Jeg kan kun anbefale dig at prøve det.
Disse dage med høj sol og blå himmel er intet mindre end magiske, og jeg mærker, hvordan jeg fyldes af naturens energi, som lyset tiltager. Jeg tillader lyset og det gode at trænge ind. Som et batteri sat til opladning.
Kan du mærke det? Foråret venter på dig.
Tør du lukke lyset ind?
Tak, fordi du læser med,
Maiken
|
