|
I forlængelse af ligestillingsdebatten er der kommet fokus på kvinders mentale overbelastning (Mental Load), og om denne skyldes, at vi som kvinder har for meget af ansvaret i hjemmet, omkring vores børn og for det sociale på arbejdspladsen.
Mit ydmyge indspark i mit eget lille nyhedsbrev til denne debat, er set ud fra et mere yogisk - eller spirituelt - perspektiv, om du vil.
Debatten går lige nu på om dette ansvar er noget, der er os givet. Eller er det noget, vi har taget - eller indvilget i at tage?
Jeg kan sagtens se mig selv i det med, at tage ansvaret for det hele; jeg ville faktisk nok få en guldmedalje i disciplinen.
Jeg har som mor og hustru altid taget téten for overblikket derhjemme; som den gode medarbejder og kollega gjort mig umage omkring alle de usynlige og sociale opgaver på min arbejdsplads; som den ordentlige samfundsborger og forælder deltaget aktivt i skolen og samfundet omkring mig.
Jeg var for eksempel altid den der rakte hånden op til generalforsamlingen og forældremødet, når ingen andre gjorde. Den der ikke tålte, at der lå bunker af ting, der skulle ordnes. Selvom de jo som bekendt ingen vegne løber. Den mor der altid havde styr på det hele, og pligtskyldigt kom med kage, når der skulle kage til.
Men hvorfor gør vi det (os der gør det)? Måske er det et spørgsmål om at "nogen" forventer det af os. Eller, er det sådan, at vi ikke ellers føler os gode og værdige nok? Eller gør vi det af frygt for, at ellers bliver tingene ikke gjort (ordentligt) - og det vil betyde kaos (inde i os selv). Og hvis vi ikke i forvejen står stærkt og roligt i os selv, kan "kaos"være en svær størrelse at håndtere, og må undgås for enhver pris. Frygt igen... oftest, hvis ikke hver gang, kommer vores uhensigtsmøssige mønstre tilbage til frygt. Frygt for ikke at være værdige til livet eller kærlighed, frygt for døden, frygt for at fejle, frygt for ikke at være i kontrol, frygt for at miste....
I yogafilosofien er der et begreb - Vairagya som betyder askese, eller at være ubundet; ikke at hage sig fast i ting, holdninger eller overbevisninger. Det er et af de allervigtigste begreber at arbejde med, for at finde fred i sindet. At holde fast, kommer af frygt for at miste, og vi VIL miste på et tidspunkt, hvadenten det er ting, mennesker, livet, egenskaber eller objekter.
Der er selvfølgelig i yogaens verden også gode bud på, hvordan man kan øve sig på at blive bedre til at slippe. Deriblandt meditation.
Jeg rejste til Indien sidste år for at bruge 4 uger på en meditationspude, og har siden da, øvet mig på at give slip. Og jeg bliver bedre og bedre. Der er igen mere "plads" i mit hoved, og jeg kan nå at fange mig selv, inden nedsmeltningen sker. Roen, du kan finde under din meditationspraksis, bringer dig for et øjebblik tilbage til dig selv - til det vigtigste. Kærligheden. Accepten. Det store billede.
Så kære kvinde, hvad kan du slippe? Hvad skal du lade gå sin egen vej? Hvad skal du overlade til andre? Så du igen kan trække vejret, leve og glædes over livets farverighed?
Prøv nedenstående meditation, og mærk efter, hvad det er, du har svært ved at slippe.
Ved du simpelthen ikke hvordan, så læs videre længere nede, hvor jeg linker til mit Sommer Detox forløb. Her er hele pointen at se med kærlige øjne på dine mønstre og finde hjem til dig selv.
Kærigste hilsner,
Maiken ♥
|
